Har du nogensinde undret dig over, hvorfor nogle oliven er kulsorte, mens andre er grønne, lilla eller brune? Det vil vi forsøge at gøre dig klogere på i blogindlægget her. Det har nemlig ikke altid noget med sorten at gøre, som mange måske tror.
Forskellen på grønne og sorte oliven
Sandheden er, at alle oliven faktisk starter med at være grønne. Jo mere de modnes, jo mørkere bliver de. Når olivenerne skyder frem på træet, indeholder de ingen olie – kun en blanding af organiske syrer og sukkerstoffer. Derefter sker der en gradvis forvandling, efterhånden som olivenerne vokser og modner. En naturlig kemisk proces omdanner langsomt syrerne og sukkerstofferne til olivenolie, alt imens olivenerne skifter farve fra let lysegrøn til rosa, violet og til sidst næsten sort. Olivenerne kan plukkes på et hvilket som helst tidspunkt i denne proces, og hvert stadie af modningen har sin helt egen smag.
De grønne oliven er altså de mindst modnede oliven – dem som er plukket først. De mørke oliven bliver plukket lidt senere og er altså mere modne end de grønne. Farven på de mørke oliven kan svinge fra brun til lilla og helt over i blå og sorte nuancer. Smagen af de grønne oliven kan være mere markant, da de indeholder meget lidt olie og deres kød er mere fast i biddet. De mørke oliven derimod er fulde af olie, fordi de er mere modne, og kødet er blødt og smagen mildere. Det er også derfor, at olivenolie altid presses af mørke modnede oliven.
Kunstigt farvede oliven
Der findes også helt kulsorte oliven, som ofte er lidt billigere. Det er faktisk grønne oliven, der er farvet sorte ved hjælp af farvestoffet E579. Du kan ofte kende dem fra de naturlige sorte oliven, ved at deres overflade er helt ensfarvet. Er de med olivensten, så er denne også helt sort. Farven på naturlige sorte oliven changerer ofte i farvenuancerne – og kan sagtens være flerfarvet. Hvis du er i tvivl, kan du altid tjekke ingredienslisten på labelen – her skal E579 eller Ferrogluconat nemlig stå angivet.
Produktionen af spiseklare oliven
Oliven kan ikke plukkes direkte fra træerne og spises, da smagen er så bitter, at de er uspiselige. Uanset hvornår i modningen olivenerne er plukket, så skal de igennem en proces, før at de kan spises. Denne proces er dog forholdsvis kompliceret og kan variere alt efter hvilken sort oliven, der skal forarbejdes, samt hvor i verden de kommer fra. Vi vil kigge nærmere på denne proces i et senere blogindlæg.
Et udvalg af vores oliven
Vi har et stort udvalg af både grønne og sorte oliven, som stammer enten fra Spanien eller fra Grækenland. Vi kan tilbyde mange forskellige størrelser, fra små glas på 370 g og helt op til beholdere på 5 kg, og vi har både oliven med og uden sten. Du er altid velkommen til at kontakte os med spørgsmål angående vores sortiment, og du kan finde hele vores udvalg af oliven herunder.
Klik her for at se hele vores udvalg af oliven.
Er du privatperson, så sælges et stort udvalg af vores oliven i din lokale Irma – blandt andet vores økologiske kalamata oliven, som er kåret som de bedste i Danmark. Læs anmeldelsen her.